Nu er det så august og det, vi har gået og forberedt os på nærmer sig endelig. Ivan og Marie flyttede for en måneds tid siden, og Marianne har overtaget sin lejlighed, men bor dog stadig halvt i København, indtil hun får sin lejlighed solgt inden så længe forhåbentlig. De sidste par uger har vi mødtes nogle gange som team og bedt for opstarten, og vi glæder os bare så meget til at komme i gang og til at se, hvad Gud vil gøre.

Vi oplever, at Gud giver os håb for at se mange mennesker komme til at opleve Hans kærlighed og få lov at leve i den frihed, Jesus giver. Lige nu glæder vi os især til at begynde at lære nogle flere mennesker i Odense at kende og se, hvad Gud er ved at forme.

Lørdag d. 1. september starter vi officielt med en fest, hvor vi håber at møde forskellige mennesker fra byen. Vi har inviteret bredt og håber at flere af de kontakter, vi har fået, tager deres venner med. Vi får hjælp af nogle stykker fra København Vineyard til at grille og lave drinks, så vi selv har tid til at mingle. Det bliver så hyggeligt og rigtigt spændende at fornemme stemningen i den spæde opstart.

Ellers er kalenderen for efteråret kommet mere på plads. Det kommer til at handle rigtigt meget om at møde nye mennesker og praktisere Guds kærlighed på gaden og i lokalmiljøet. Hver tirsdag kommer vi til at mødes til netværksgruppe, og de fleste fredage vil vi invitere til at hænge ud på Tietgens Allé. Og så bliver der en masse spændende lørdage, hvor vi sammen vil forsøge at gøre det, Jesus gjorde og kaldte os til; at helbrede de syge og velsigne de fattige. Det er vigtigt for os at modellere fra begyndelsen, at kirke handler om at være lys, der hvor vi er. Det er både skræmmende, men også det eneste, vi oplever, der giver mening.

I må meget gerne bede for vores lille team. Marianne har brug for at få solgt sin lejlighed og for at overgangen med at skulle pendle 4 dage om ugen til København går godt. Ivan og Marie har brug for en vuggestueplads til Norah, inden de starter studier i løbet af de næste par uger. Og Thomas og Sara har travlt med at få alle de store og små detaljer på plads til vi for alvor starter med kirkeplantningen d. 1. september.

Så vi glæder os til, at eventyret for alvor begynder, og takker for al den omsorg, forbøn og opmuntringer, vi har fået de seneste måneder, vi kan ikke beskrive, hvor afgørende en betydning har for os midt i denne nye udfordring.